torsdag den 5. februar 2009

trin-for-trin: pangfarvet uldundertøj

- at farve uld med amerikansk glasurfarve


Du skal bruge
Wiltons Icing Dye (jeg har købt mit her)
Eddike
Vand
Gryde
Beholder til oprøring af farve
Beholder til iblødlægning af uld
Røreinstrumenter

- og så det du vil farve


Generelle noter

* Pas godt på køkken, komfur og hud. Wilton er super koncentreret farve og det går ikke ret let af igen, på visse overflader går det slet ikke af.

* Farverne "sætter sig" i ulden ved hjælp af varme og eddike (eller citronsyre). Samtidig kan varme og friktion filte og krympe uld. Derfor er det vigtig at være forsigtig og ikke rode for voldsomt med ulden under processen eller udsætte den for pludselige temperaturskift


Trin-for-trin
1) Sørg for at det du vil farve er rent

2) Gennemblød ulden i lunkent vand og med stort skvæt eddike. Dette gør at ulden suger farven jævnt og forholdsvis hurtigt. Det skal helst ligge en rum tid, for at sikre totalt gennemblødt, gerne et par timer eller natten over...

3) Bland en klat Wiltons Icing Dye op med et lille skvæt eddike og kogende vand. Sørg for at farven er helt opløst. Jo mere Wiltons des kraftigere farve bliver ulden. Overdosering er dog også muligt, da ulden ikke kan suge uanede mængder

4) Sæt en stor gryde på komfuret og fyld lunkent vand i. Det er vigtigt at både gryde og vandmængde er så stor at det du skal farve kan flyde frit og nemt kan røres, hermed sikre en jævn farve

5) Hæld farveblandingen i gryden og rør rundt

6) Tag ulden op af eddikevandet og klem det meste af vandet ud. Læg ulden i gryden og rør forsigtigt rundt indtil al ulden er jævn dækket af farven

7) Tænd blusset på lav varme og varm langsomt hele blandingen op. Rør forsigtigt af og til. Vandet skal dampe, men ikke koge - og slet ikke boble

8) Du vil se hvordan vandet langsomt bliver klarere og klarere efterhånden som ulden optager farven. Det er min oplevelse, at det kan hjælpe processen gevaldigt på vej, hvis man her hælder et ordenligt skvæt eddike i vandet


9) Når farven er suget ind i ulden slukkes blusset så ulden langsomt køler af. Alternativt kan man forsigtigt hælde lunkent og dernæst køligt vand i gryden, for at gøre temperaturfaldet hurtigere

10) Når det hele er kølet ned skylles ulden indtil vandet løber klart


2 kommentarer:

Sarah sagde ...

Fantastisk! Tusind tak for din trin for trin vejledning, det skal da klart prøves.
kh Sarah

Tine sagde ...

Jeg tror jeg vil prøve dette med det hvide uldgarn jeg har liggende...
Glæder mig til at følge med på din blog, Signe :-)